Helsingørsvej 94A, Munkegårde, 3490 Kvistgård

LANDEJENDOM MED PLADS TIL DEN STORE FAMILIE, GODE STALDE OG RIDEHUS

KROGLUND: EN HISTORISK PERLE MED MODERNE KOMFORT


Lad drømme blive til virkelighed. Tag med en tur ud i den nordsjællandske natur – nærmere bestemt til Kroglund, hvor portene åbner sig til en hesteejendom af den særlige slags. Her mærkes historiens vingesus, mens moderne komfort forskønner hverdagen. Det er et sted, hvor både heste og mennesker kan leve deres bedste liv.

Kroglund er smukt beliggende i den historiske landsby Reerstrup, som kan spores helt tilbage til 1211, da biskop Peder Sunesen af Roskilde tog Esrum Kloster under sin beskyttelse og stadfæstede dets besiddelser – heriblandt Reerstrup. Gården har en flere hundrede år lang historie, hvilket tydeligt afspejles i både arkitekturen og atmosfæren.

I dag fremstår Kroglund som en charmerende hesteejendom, hvor den gamle gårds sjæl smelter sammen med moderne faciliteter. Blandt ejendommens absolutte højdepunkter er det store ridehus og den udendørs ridebane som begge er 20 x 60, som giver optimale betingelser for træning hele året – uanset vejr og vind. Derudover finder du en roundpen og masser af plads – både til heste og mennesker. Uanset om du drømmer om at etablere et stutteri, træningsstald, hestepension eller har behov for plads til flere generationer, tilbyder Kroglund de perfekte rammer. Når vejret viser sig fra sin bedste side, venter Krogenberg Hegn/ Danstrup hegn blot 200 meter væk – det naturskønne skovområde gør det let at komme direkte fra stalddør til ridesti.

Kroglund byder ikke kun på fantastiske forhold for hesteelskere, men også på en lang række udviklingsmuligheder. Måske vil du åbne en Bed & Breakfast, en gårdbutik – eller noget helt tredje? Her er rammerne skabt til at lade drømmene få frit spil.

Gårdens moderne opgradering er foretaget med stor respekt for det historiske, så både charme og kulturarv bevares. Faktisk nævnes ejendommen første gang i skriftlige kilder fra 1497 og rummer dermed en dyb kulturel værdi.

 


PÅ TUR GENNEM GODE STALDE OG SKØNNE STUER


Ejendommen er nænsomt vedligeholdt og opdateret efter moderne standarder. Allerede ved ankomsten mødes I af et flot førstehåndsindtryk: en rummelig gårdsplads flankeret af hovedhus og længer – og lad os begynde netop i længerne, som rummer stalde og et væld af muligheder.

De firbenede familiemedlemmer får optimale rammer i to skønne stalde med i alt 15 bokse, 1 pony boks, sadelrum og foderrum samt 3 udebokse og lille løsdrift. Gennem staldenes vinduer kan hestene følge med i livet på gården. I den ene stald er der desuden toilet og bad. På førstesalen i den ene længe er der gjort klar til gildesal eller rytterstue, mens den anden længe rummer et stort erhvervsareal – indrettet med syv værelser, køkken med spiseplads og to badeværelser. Her er der ideelle forhold for både Bed & Breakfast eller erhverv på egen grund.

Stuehuset byder på intet mindre end 302 m² bolig, der er oplagt til to generationer under samme tag. Boligen rummer mange indretningsmuligheder. I den ene ende kan der indrettes en selvstændig teenageafdeling med to værelser, tekøkken og eget bad. I den modsatte ende findes et stort køkken-alrum, badeværelse og tre værelser på førstesalen. Indret jer præcis, som I ønsker – og nyd de synlige bjælker, fyldningsdøre og trægulve, der tilfører huset al den charme, man kan ønske sig.

På turen gennem huset sørger de mange sprossede vinduer for et skønt lysindfald og inviterer samtidig til udeliv. Her er der udsigt til fredfyldt landskab og grønne vidder. Med over 6,5 hektar jord omkring jer er der rig mulighed for at udfolde livet udendørs – hvad enten det er på solrige terrasser eller i skyggen af gamle træer. Gå en tur på grunden og hilse på hestene i de indhegnede græsfolde, der suppleres af sandfolde, en roundpen, en udendørs ridebane og naturligvis ridehuset, som er den perfekte ramme for daglig træning, uanset årstid og vejr. Faciliteterne er i top, og solcelleanlægget på hovedhuset understreger, at Kroglund forener historisk sjæl med moderne bæredygtighed.

Reerstrup er med sin historie og naturskønhed et ideelt sted at slå rødder. Og selvom I flytter på landet, behøver I ikke give afkald på hverdagslivet – indkøb og station findes i nærheden i Kvistgård, og bussen stopper kun få skridt fra matriklen. I bor midt i landskabet mellem Esrum Sø og kystbyerne langs Øresund – og kun en halv times kørsel fra København.

Kroglund er et sted, hvor fortid og nutid mødes – og hvor mulighederne kun begrænses af jeres drømme.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.