Fagerholtvej 9, Ferslev, 4050 Skibby

LANDEJENDOM MED MULIGHED FOR DYREHOLD OG JAGT





IDYLISK LANDEJENDOM MED POTENTIALE SOM FLERFAMILIESEJENDOM


Naturen er det altoverskyggende omdrejningspunkt på Fagerholtvej 9. Denne billedskønne landejendom med 5,7 ha ligger nemlig placeret i Hornsherreds bølgende landskab, og mens kulissen næsten er så idyllisk, som den overhovedet bliver, er selve ejendommen dyrket med økologi for øje, hvor hverken urtehaven eller marken er blevet sprøjtet eller gødet i over 30 år. Drømmen om at holde et lille landbrug med dyr, hjemmedyrkede afgrøder og måske endda flere familier på én matrikel lever i dén grad her.

Flot tager den sig ud, ejendommen fra 1900 med de nymalede facader og sprossede vinduer og døre, som også er nyere. Udover hovedhuset er ejendommen udstyret med en velholdt staldbygning med tre hestebokse, hvor det også er muligt at indrette bokse til geder eller får. Udenfor kagles og klukkes der fra det flytbare hønsehus, hvor der er god plads til at udklække kyllinger og dermed gøre husstanden selvforsynende med æg og fjerkræ.

Mens eventuelt dyrehold sætter stregen under landidyllen, er den nærmest parklignende have med til at give endnu en dimension af fred og ro. Hasselnøddehegn omkranser parken, mens marken favnes af store, gamle træer. Kastanjehegnet indrammer urtehaven med drivhus, og har man brug for en stille stund kun i selskab med egne tanker, er der intet, der kan hamle op med at sidde her på den lille bænk og nyde udsigten over søen, eller gå en tur omkring ejendommens jord, hvor man finder hegnede folde og remiser.


RESTAURERET MED RESPEKT FOR HUSETS CHARME

Da arkitekt Birk i 1985 fik til opgave at restaurere ejendommen, blev det gjort med fuld opmærksomhed på den oprindelige sjæl, men samtidig blev de moderne ønsker om bl.a. højt til loftet medtaget. Romantikken lever derfor i bedste velgående i alle 282 kvadratmeter og strømmer ud af de fritliggende spær og de lyse overflader. Det centrale nervecenter er køkken og stue ud i ét, hvor husets hjerte banker. Brændeovnen fra 2007 sørger for, at man vinteren igennem lunes af en sval varme med udsigt til årstidernes skiften på den anden side af de klare ruder. Stueplan byder på endnu en dejlig stor stue samt et værelse med walk-in, et værelse med en suite badeværelse, endnu et imponerende stort badeværelse fra 2008 med to brusere og fritstående badekar, matchende renoveret entré, bryggers og et fint spisekammer. Førstesalen præsenterer sig med ejendommens trejde og sidste badeværelse samt endnu to værelser. Ved en simpel ombygning kan ejendommen gøres relevant for flere familier.

Bonus: Ejendommen opvarmes med et nyere luft/vand varmepumpe


Området er kendt for sit gode naboskab. Fra ejendommen er der kort til både Isefjorden og Roskilde Fjord, hvor man kan fange fisk og drive rundt i sin egen lille jolle, mens det tager fem minutter at køre til Skibby , hvor der både er forretninger, apotek, lægehuse, tandlæger, biograf, bibliotek, spisesteder, skole, pasningstilbud og foreningsliv - listen er lang. Køre du ca. 20-25 minutter mere rammer du Frederikssund eller Holbæk. Hvis du vil udforske aktiviteterne tæt på hjemmet, så er Svanholm Økokollektiv, Egholm Rideskole eller Egholm museum nogle gode bud.

Så for at opsummere, får I her en fantastisk landejendom med et væld af muligheder i en utrolig pæn stand. Alt det ligger i ren idyl, så det skal opleves med egne øjne!

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.