Holmegårdsvej 21, 3400 Hillerød

HERSKABSVILLA MED SJÆL OG HISTORIE - LIEBHAVERI MED UDSIGT TIL FREDERIKSBORG SLOT





Det er ikke en hvilken som helst ejendom, der venter jer på Holmegårdsvej 21, for her bydes I velkommen af den smukkeste herskabsvilla med alt fra rødt murværk til dekorative gesimser, røde tegl på taget og et indgangsparti indrammet af elegante søjler, som tidligere ejer har fået af selveste Mærsk Mc-Kinney. Ejendommen blev i sin tid tegnet af den anerkendte arkitekt, Vilhelm Holck, der også stod bag Hillerøds rådhus, og dette pragteksemplar af en villa, som stod færdigt i 1911. Her er tale om ægte liebhaveri i en klasse for sig, så dette 'til salg'-skilt er en unik mulighed for at overtage et lille stykke historie i form af en af Hillerøds mest markante og pragtfulde ejendomme. Også beliggenheden er et kapitel for sig, for I befinder jer på en af byens mest mondæne adresser i et kvarter fuld af gamle, smukke huse, og jeres kommende ejendom ligger højt i landskabet, så med i købet hører en fantastisk udsigt over Hillerød. I har kig til Slotssøen og spirene på Frederiksborg Slot, for slottet ligger under 600 meter fra adressen og søen endnu tættere på. I en radius af en enkelt kilometer finder I også Torvet, indkøb, skole og institutioner. Beliggenheden er i top.

Den imponerende ejendom har fået selskab af en smuk indkørsel, der matcher. Sælger har gennemrenoveret ejendommen over de seneste fem år, og indkørslen er blot første eksempel på de mange gennemtænkte istandsættelser og opgraderinger, der pryder matriklen. Den nye indkørsel fuldender det mondæne udtryk, og den er, ligesom p-pladserne, lavet med den stærkeste opbygning. Villaen placerer sig på en 2.632 kvadratmeter stor grund, og den parklignende have bærer tydeligt præg af de kreative idéer. Haven er flot anlagt med både granitsten, lækre terrasser, små stier, parklamper og store plæner. Græsset klippes desuden af robotklipperen, Husqvarna Automover 435X AWD, der er knækstyret og har 4-hjulstræk. Som endnu et plus er der opført en stor carport med plads til hele fire biler, og der er ført kabel hertil, så der er mulighed for forsyning af el-biler.

Allerede nu har I fået indtryk af en ejendom ud over det sædvanlige, og de gode oplevelser fortsætter indendøre.

ET HERSKABELIGT HJEM MED STOR DETALJERIGDOM

Den gennemgribende renovering har efterladt jer et lækkert hjem, der er ført ajour, men samtidig er de mange moderniseringer foretaget med den største respekt for husets originale charme. Så meget som muligt er bevaret fra det oprindelige hus, og heriblandt kan nævnes både gæstetoilettets klinker samt boligens fyldningsdøre, der, ligesom stuklofterne, er udsmykket med elegante gulddekorationer. Flere eksempler på den herskabelige stil kommer i form af det flotte trappeparti i hall'en samt de smukke sildebensparketgulve, der pryder hjemmets store stuer. Her er højt til loftet, og huset byder på en detaljerigdom, som er sjælden at opleve! Endnu en finurlig detalje er de bevarede telefonkabler og -klokker, der er efterladt som et historisk vidnesbyrd, da det siges, at ejendommen var den første i byen med telefon.

Huset råder over fire etager, der samlet set giver jer intet mindre end 433 etagemeter, så plads er der nok af. Selvom hjemmets herskabelige udtryk er bevaret, er huset på alle måder fulgt med tiden - der er lavet ny VVS, el og kloak samt installeret BWT-anlæg. Derudover er alle husets vinduer og døre - pånær fordøren og to runde, smukke, gamle vinduer - udskiftet til Bøjsø-vinduer, som er nøje udvalgt, da de med deres smalle sprosser passer til ejendommen. Vinduerne er med 3-lags glas, og ejendommen kan i dag prale af det flotte Energimærke C.

I forbindelse med renoveringen har stueplan og førstesal bl.a. fået nyt køkken, toilet og badeværelse. Førstesalen giver jer tre værelser med blottede bjælker og et luksuriøst badeværelse, der er indrettet med stilsikker hånd. I stueplan får I derimod det store, luftige køkken og de to stuer, hvor Morsø-brændeovnen spreder varme og hygge. På toppen af det hele finder I en udnyttet andensal, som står klar med alt fra Douglas-planker til tre nye kviste og ikke mindst en fantastisk udsigt over byen. Der er indsat en Lacuna-foldedør, som kan åbne helt op til den integrerede tagterrasse, hvor I inden længe kan læne jer tilbage med frit udsyn over byens silhuetter og slottets spir.

112 skønne bonuskvadratmeter kommer i form af underetagen/kælderen, som renoveringen har efterladt i boligstandard. Her er udgravet, lavet ekstra fundering og indlagt netdræn under isoleringen. Her er desuden radonsikret, lavet nyt badeværelse og lagt nyt gulv, der ligner et gammelt trægulv. Etagen giver plads til drømmene om såvel selvstændigt erhverv som et billardbord.

Denne ejendom kan det hele! Book allerede i dag en fremvisning, for vi glæder os til at vise det hele frem. Kontakt Freck Bolig på 24220212.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.