SOMMERHUS TIL ÅBNE MARKER OG 10 MIN. GANG FRA STRANDEN
FREMOVER GÅR FAMILIEFERIERNE TIL DETTE SKØNNE FRITIDSHUS VED ISEFJORDEN
Ferier i det danske sommervejr, lange dage på stranden og familieudflugter i det grønne - alt det kan blive til virkelighed, når I overtager denne dejlige ferieoase, som ligger i det naturskønne område ved Dalby Huse og med kun ti minutters gang til Isefjorden. På Hovdiget 20 venter jer et yderst velholdt fritidshus, der er lige til at tage i brug, så det handler bare om at slå til, og så kan det inden længe være jer, der sidder tilbagelænet i sol på terrassen med udsigt til en have i fuldt flor.
Ferierne tilbringes fremover i første parket til de åbne marker, og her på den 1.141 kvadratmeter store grund ligger det blåmalede træhus og lyser op midt i alt det grønne. Her har det ligget siden 2002, så I får en moderne feriebolig med tidssvarende løsninger, og det står klart, når I træder indenfor til et hus, som vil imponere jer med både kar og opvaskemaskine, hvilket tilfører feriedagene lidt ekstra luksus. Der er løbende lagt arbejdstimer i vedligeholdelsen og derudover kan det nævnes, at huset er udstyret med både termoruder og en luft-til-luft-varmepumpe.
Der er tale om et fritidshus, der er som skræddersyet til børnefamilien eller jer, der vil have mulighed for at invitere både børn og børnebørn op til sommerdage ved vandet. Huset giver jer nemlig hele fire værelser og en hems, så der kan indrettes et væld af fine sovepladser. Endnu et stort plus er bryggerset, hvor der er mulighed for at installere en vaskemaskine.
I det meste af huset er lofterne ført hele vejen til kip, og det skaber en fantastisk rumfornemmelse, som gør det rigtig rart at være her. Det gør sig især gældende i det store opholdsrum, hvor der altså er højt til loftet og lyse klinker på gulvet, og rummet er fuld af flere skønne detaljer, for I finder også en hyggelig brændeovn og en lang række brede vinduer, der indrammer de grønne omgivelser i haven. Der er i den grad lagt op til samvær og familietid, for der er åben forbindelse mellem køkkenet og stuen, så I kan holde kokken med selskab, når der lægges sidste hånd på aftenens sommermiddag, men I kan også udfordre hinanden i et spil kort, mens ilden knitrer på livet løs i brændeovnen.
I sommermånederne vil solens stråler lokke jer ud i haven, og I kan træde direkte fra stuen og ud på den vestvendte terrasse - kan I forestille jer noget bedre end en lys sommeraften i selskab med venner eller familie? Der tændes op i grillen, mens snakken går, fuglene kvidrer, og livet bliver ikke bedre. Haven er anlagt med en dejlig græsplæne, så den er overskuelig at holde, og hvis I har grønne fingre, er der også et væld af muligheder for at udleve drømmene om flotte blomsterbede og måske en lille køkkenhave. Med i pakken hører desuden en carport, et skur, et anneks og en indkørsel med plads til to ekstra biler - en smart detalje, når vennerne kommer på besøg.
DEN DANSKE SOMMERHUSIDYL VENTER VED ISEFJORDEN
Dalby Huse ligger i første række til Isefjorden, og det tager som sagt ikke mere end ti minutter til fods, før I står ved kysten, hvor der er børnevenligt badevand, så hele familien kan nyde en forfriskende dukkert. Når I har opbygget appetit, kan I lægge vejen forbi sommerhusområdets lokale købmand, hvor der kan provianteres til frokostbordet, og hvis I skal handle stort ind, har I kun fem minutter i bil til Brugsen i Dalby. Nu hvor I er i bilen, kan I lige så godt udnytte det og samtidig udforske lokalområdet,der byder på et spændende udvalg af udflugtsmål. Børnene vil nok være særligt vilde med turen til Jægerspris, for efter en tur i skoven, kan hele familien nyde en velfortjent isvaffel ved et af de populære ishuse. Der er ca. samme afstand - omkring et kvarter i bil - til Frederikssund, hvor der er underholdning for både store og små i Vikingebyen, som byder på vikingespil og friluftsscene, og I kan også tage turen gennem den hyggelige gågade og slutte af ved lystbådehavnen. Men det er ikke kun bilen, der tagerjer omkring i landskabet, for et kvarter i cykelsadlen leder jer til Svanholm - det lokale økolandbrug, hvor I kan forsyne jer med friske grøntsager og nyde forfriskninger i den lille café. Kan I allerede fornemme sommerhusidyllen og roen, der sænker sig over jer? Det er næsten ikke til at forstå, at I befinder jer kun en time og ti minutter fra København C - og vejen kan tilbagelægges både med offentlig transport og i bil over Kronprinsesse Marys Bro, så pak tasken og tag afsted!