Strandleddet 25, Gerlev Strandpark, 3630 Jægerspris

ET ÆGTE FRISTED MED FANTASTISK PANORAMAUDSIGT OVER ROSKILDE FJORD



SIDSTE FRITIDSHUS PÅ VEJEN OG FØRSTE PARKET TIL FJORDEN - VELKOMMEN TIL STRANDLEDDET 25!


Forestil jer, hvordan I fremover starter feriedagen med morgenkaffe, der serveres til en fuldstændig fantastisk udsigt over Roskilde Fjord og Kronprinsesse Marys Bro, hvor solopgangen maler himlen i varme farver. Eller se for jer, hvordan selvsamme udsigt holder jer med selskab, når I på lyse sommeraftener nyder en rolig stund på den overdækkede træterrasse. Alt det kan blive jeres nye virkelighed, når I først kan kalde jer for de lykkelige ejere af Strandleddet 25. Her får I jeres eget lille paradis, nærmere bestemt et charmerende og velholdt fritidshus, der ligger som sidste hus på en lukket vej og i første parket til fjorden.


Huset placerer sig trygt i Gerlev Strandpark - et attraktivt sommerhusområde ud mod vandet på modsatte side af Frederikssund. Området er indrammet af mose, åbne marker, små skovområder og fredet natur ned mod fjorden, så her er både grønt og blåt til øjet. Det er den slags kulisse, der straks får jer til at sænke både skuldrene og tempoet, så I får et ægte fristed skræddersyet til afslapning.


ET VELHOLDT HUS MED CHARME OG UDSIGT


Huset er fra 2001, og det bærer tydeligt præg af, at der løbende er lagt tid og kærlighed i vedligeholdelsen. Det præsenterer sig med en træbeklædt facade - præcis, som det hører sig til - og træet går også igen på vægge, lofter og gulve indendørs, hvilket skaber den helt rette og varme sommerhusstemning. Derudover er lofterne ført til kip, og husets mange vinduer lukker lyset ind, så I møder en skøn rumfornemmelse, uanset hvor I går hen.


I får 66 veludnyttede m2 plus en hems, der giver jer nogle gode bonuskvadratmeter med mulighed for at indrette ekstra sovepladser. Dertil kommer to værelser, et badeværelse med brus og ikke mindst det åbne opholdsrum, hvor brændeovnen spreder hygge, mens de store gavlvinduer indrammer den enestående panoramaudsigt. Det kan desuden nævnes, at sælger har haft fokus på en handicapvenlig indretning uden indvendige døre og karme, hvilket skaber et åbent indtryk, men ønskes det, sørger sælger for opsætning af førnævnte inden overtagelse.


Udsigten følger med jer ud på træterrassen mod fjorden. Her sørger glaspartierne for læ uden at tage udsigten fra jer, og I kan desuden glæde jer over en have, der er nem at holde, så der bliver god tid til at nyde udsigten og det dejlige selskab.


MELLEM DEN BLÅ FJORD OG DE DYBE SKOVE


Beliggenheden er ren idyl. Udsigten er selvfølgelig et kapitel for sig, og gåture langs vandet bliver et dagligt indslag, men der er også meget andet at udforske i området. Der er ingen vej til 18 huller rundt på Frederikssund Golfklub, og I befinder jer også lige på grænsen til Nationalpark Skjoldungernes Land, hvor I kan bevæge jer gennem dybe skove mod strandenge og stejle kystskrænter. Efter al den friske luft vil I have opbygget appetit, så sæt kurs mod ishuset, der ligger lige overfor Jægerspris Slot. Der er altså mange eventyr til lands, men også til vands, for fjorden lægger op til en tur med SUP såvel som kajak.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.